27-02-2024

Alle fem Steno Diabetes Centre i Danmark er for første gang gået sammen om en landsdækkende afdækning af trivslen og tilfredsheden blandt danske diabetespatienter. Undersøgelsen viser en generel høj tilfredshed med diabetesambulatorierne. Dog lider knap hver tredje af diabetes-stress.

Undersøgelse af trivslen og tilfredsheden med behandlingen er foretaget blandt alle danske diabetespatienter, der er tilknyttet et diabetesambulatorium. Undersøgelsen er udarbejdet af Center for Patientinddragelse (CPI).

Der er generelt er en høj behandlingstilfredshed på tværs af alle fem regioner. 85 procent af de voksne patienter er i høj eller meget høj grad tilfredse med behandlingen, mens dette gælder 94 procent af forældrene til børn og 89 procent af de unge.

Høj tilfredshed med behandling og mødet med behandlerne

Ambulatorierne scorer især højt på behandlingskvaliteten og mødet med behandlerne, fortæller Brian Rimdal, chefkonsulent hos CPI. Han har udarbejdet undersøgelsen sammen med sin kollega på CPI, specialkonsulent Mette Foged.

- Der er en udbredt generel tilfredshed med diabetesambulatorierne, og forskellene imellem regionerne er små. Det er meget positivt. Det at nogle regioner klarer sig rigtig godt på visse parametre, kan i flere tilfælde forklares ved, at de har haft et særligt indsatsområde, fortæller Brian Rimdal. 

Rapporten giver Steno Diabetes Centrene et solidt afsæt til at arbejde videre med indsatserne inden for diabetesområdet, både regionalt og nationalt. Det fortæller Jan Erik Henriksen, direktør i Steno Diabetes Center Odense.

- Det er først og fremmest glædeligt, at alle ambulatorierne i hele landet gør det rigtig godt. Det er et kæmpe skulderklap, som vi tager med videre. Med etableringen af de fem danske Steno Diabetes Centre har vi ønsket at skabe et stærkere fokus på - ikke bare den kliniske kvalitet - men også tilfredsheden med behandlingen, patientoplevelserne og patienternes trivsel. Rapporten giver os vigtig og unik viden i forhold til at målrette fremtidige indsatser, hvor vi også kan lade os inspirere af hinandens måder at gøre tingene på, siger han på vegne af centrene. 

Diabetes-stress og mangel på sammenhæng

I undersøgelsen fremgår det, at knap hver tredje af de adspurgte oplever såkaldt diabetes-stress. Diabetes-stress rammer lidt oftere kvinder end mænd, og den højeste andel finder man blandt de 19-39-årige, hvor hele 38 procent oplever at være ramt af diabetesstress.

Tager man de kritiske briller på og kigger overordnet på alle patientgrupper, oplever én ud af tre i mere eller mindre grad mangel på sammenhæng imellem deres forskellige kontakter i ambulatoriet. Knap én ud af fire føler sig ikke tilstrækkeligt inddraget i beslutninger om deres diabetesbehandling.

- Noget af det vigtigste for os er, at vi kontinuerligt inddrager brugerne, når vi laver nye initiativer og indsatser. Ved at involvere de mennesker, der lever med diabetes og deres pårørende, er vi med til at lægge hele fundamentet for den bedste behandling og de bedste tilbud. Samtidig ser vi ind i en fremtid, hvor flere får diabetes samtidig med, at vi kommer til at mangle hænder i sundhedsvæsenet. Derfor arbejder alle centre på at omstrukturere ambulatorierne, så dem, der har mest brug for hjælp og støtte, også får de fleste ressourcer, mens vi klæder de andre bedst muligt på til at tage mere ansvar for egen sygdom og forløb, fortæller direktør Jan Erik Henriksen fra Steno Diabetes Center Odense.

Savner støtte til skolerne

Zoomer man lidt ind på børneområdet, viser rapporten, at der er størst bekymring omkring ambulatoriets samarbejde med det omkringliggende samfund, for eksempel skolen eller institutionen.

63 % af forældrene til børn med diabetes svarer, at de i høj eller meget høj grad oplever, at ambulatoriet støtter skolen tilstrækkeligt, så skolen kan varetage deres barns behandling. Tilsvarende svarer kun 58 % af forældrene, at ambulatoriet i høj eller meget høj grad hjælper med samarbejdet med fagpersoner i kommunen.

De fem Steno Diabetes Centre og Diabetesforeningen lancerede i september 2023 en stribe fælles løsningsforslag for at skabe bedre og ens rammer over hele landet for både børn med type 1-diabetes, deres forældre og ansatte på skolerne.

Det skete på baggrund af forskningsprojektet KIDS, der igennem tre år har afdækket de udfordringer, der er for ansatte på skolerne, forældre og børn, når et barn med type 1-diabetes går i skole. Læs mere om KIDS og anbefalingerne her.

Læs rapporten

Hele rapporten kan læses på Videncenter for Diabetes.

Fakta om undersøgelsen

Kontakt

Troels Krarup Hansen
Direktør

troeha@rm.dk
+45 6167 9616

Tilmeld dig vores nyhedsmail

Vores nyhedsmail er for dig, der ønsker udvalgte nyheder fra os direkte i din indbakke 3-4 gange om året.

Nyhedsmailen er målrettet fagfolk og samarbejdspartnere, men alle med interesse for diabetesområdet i Region Midtjylland er velkomne til at følge med.

Tilmeld dig her.





Abonnér på vores nyheder

Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside.

Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.

Smart, ikke?