På dette kursus bliver du introduceret til compassionfokuseret terapi (CFT), grundmodellerne i CFT og du får konkrete redskaber til at bruge CFT specifikt i forhold til hjerneskaderamte med kognitive vanskeligheder.
Beskrivelse
En hjerneskade er forbundet med tab for både den ramte og de pårørende. Mistrivsel og sorg over tab er ofte vedligeholdt og forstærket af en høj grad af selvkritik og skam -forbundet med de følger og tab, som hjerneskaden har medført.
CFT er en behandlingsform, som er specifikt rettet mod at mindske skam og selvkritik og øge evnen til at forstå og berolige sig selv.
Metoden har i undersøgelser vist sig at være effektfuld overfor hjerneskaderamte.
Med CFT opnås der en bedre evne til at forstå, hvorfor vi reagerer som vi gør og hvordan vi kan regulere følelser og øge tolerancen overfor følelsesmæssigt ubehag.
CFT er derfor en god metode, der kan støtte fagpersoner i deres rehabiliterende arbejde med den hjerneskaderamte og deres familier.
Indhold
Compassion defineres som evnen til ”at være sensitiv overfor egen og andres lidelse og møde denne med et omsorgsfuldt engagement” (Poul Gilbert). På kurset bliver du introduceret til grundmodellerne i compassion og du lærer om compassion egenskaber og færdigheder.
Du bliver præsenteret for, hvordan du konkret kan arbejde med CFT i forhold til hjerneskaderamte.
Der er særligt fokus på de særlige tab, der er forbundet med at pådrage sig en hjerneskade og den trusselsaktivering det giver hos den ramte og de heraf følgende barrierer man kan møde i behandlings- og rehabiliteringsmæssige sammenhænge.
Målgruppe
Alle faggrupper der arbejder med rehabilitering af mennesker med erhvervet hjerneskade. Det kan være personale fra regioner, i kommunen, fra institutioner, klinikker og forvaltninger.
Læs mere i den vedhæftede pdf-fil.
Du kan se hele vores kursuskatalog her: Kursuskatalog