- Bare spørg, vi går ikke i stykker.
Budskabet var klart, da 31-årige Victoria, der lever med borderline, PTSD og depression, holdt oplæg for sygeplejersker fra kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital.
Det vigtige møde mellem hospitalspersonalet og Victoria er en del af forskningsprojektet CASEMED, der undersøger, hvordan kræftbehandlingen til patienter med psykisk sygdom kan styrkes.
Victoria, der er EN AF OS-ambassadør, har ikke selv haft kræft. Men hun har erfaringer fra indlæggelser på andre afdelinger, og ser et stort potentiale i forskningsprojektet, der bl.a. har fokus på at skabe bedre forbindelse mellem kræftafdelingen, psykiatrien og praktiserende læge.
- Jeg har oplevet personale, der var nervøse og usikre omkring mine psykiske udfordringer. Det skabte nogle misforståelser. Mere forståelse tror jeg, kan gøre en kæmpestor forskel.
|