Klik og se nyhedsbrevet i din browser, så får du billederne med!
 
Nyheder fra PsykInfo Midt // December 2023
 
Kære læser,
Om lidt tager vi hul på 2024, hvor du bl.a. kan glæde dig til flere spændende temaaftener - vi løfter allerede nu sløret for, hvad der er i vente. Tak fordi du læser med. Godt nytår.

I denne årets sidste udgave kan du læse om:
- Året der gik i PsykInfo Midt
- På konference med WHO
- Juletiden er blevet mindre svær for Simone
- Temaaftener i 2024
- Nyheder fra vores sociale medier
 
 
PsykInfo Midt ønsker et godt nytår
 

Året der gik i PsykInfo Midt

Det har været et rigtig travlt år - på den gode måde!
Vores indsatser med oplysning og afstigmatisering er hele tiden i bevægelse, og interessen for mere viden og samarbejde på området vokser. Her får du et lille udpluk af, hvad vi har haft travlt med i 2023:

Uddannelsesindsatsen 
Vi har besøgt rigtig mange uddannelsessteder i årets løb, og efterspørgslen stiger. Ca. 40 besøg er det blevet til. Sammen med vores ambassadører er vi med til at bygge bro mellem teori og praksis. Vi har fx besøgt sygeplejerskeuddannelserne, fysioterapiuddannelsen, og som noget helt nyt besøgte vi psykologistuderende på Aarhus Universitet. Hver gang giver de studerende os en super positiv respons, fordi de netop får koblet teorien op på det praksisnære.

Rul i somatikken
I 2023 besøgte vi alle somatiske akutenheder. Det betyder, at vi nu har et fast rul i alle regionens somatiske akutmodtagelser med aftaler, der rækker ind i 2024.

Flere ambassadører
I foråret kunne vi stolt meddele at 27 nyuddannede ambassadører blev optaget i vores regionale EN AF OS-ambassadørgruppe. Det betyder, vi i dag har hele 75 ambassadører. Vi er utrolig glade for det gode miljø og det samarbejde, vi har.

Med på nationalt råd
Sundhedsstyrelsen inviterede en række organisationer til at deltage i et nyt nationalt råd for psykiske lidelser og mental sundhed. Rådet skal være med til at sikre, at indsatser under 10-årsplanen kommer godt fra start. Vi er stolte af, at EN AF OS er repræsenteret via en af vores egne ambassadører.

Politisamarbejde
Som noget helt unikt fik vi søsat et spændende samarbejde med politiet. Samarbejdet handler om at klæde politiet bedre på til at møde borgere med psykiske sygdomme i en krisesituation. Vi bliver hver gang taget godt imod, og der er mere samarbejde og konkrete værktøjer på vej i det nye år.

Festival
Vi har fået et særligt formelt samarbejde op at stå med Smukfest. På festivalen sammen med vores ambassadører var vi med til at skabe fokus på og tale med unge om mistrivsel og psykisk sygdom. Fire intense dage fyldt med meningsfulde samtaler. Det var en fantastisk oplevelse, og vi glæder os til at være med igen.

Temaaftener
Interessen for temaaftenerne stiger generelt, og vi har oplevet flere udsolgte events hen over året. Vi er glade for, at vi gennem oplysende temaaftener sammen med vores ambassadører er med til at skabe rammer for dialog og bane vejen for afstigmatisering af psykisk sygdom.
 
 
 
EN AF OS med på konference hos WHO
 

EN AF OS på konference med WHO

Tidligere på måneden var EN AF OS inviteret med på konference i Tallinn i Estland om fremtidens sundhedsvæsen for at fortælle om indsatsen med at nedbryde fordomme og forskelsbehandling i det somatiske sundhedsvæsen.

World Health Organization (WHO) sætter fokus på "Den psykiatriske Patient i somatikken", og der er stor international interesse for EN AF OS' arbejde på området. På konferencen blev EN AF OS præsenteret som én ud af tre cases, andre lande kan lade sig inspirere af. PsykInfo Midt og vores EN AF OS-ambassadører har længe arbejdet fokuseret med at inddrage erfaringer fra den psykiatriske patient i somatikken, og er langt fremme med indsatsen både på landsplan og internationalt.

WHO-film om EN AF OS
Det har affødt en særlig interesse fra WHO. I efteråret blev vi derfor kontaktet af et belgisk filmhold, der på vegne af WHO har produceret dokumentarfilmen "Trust and transformation in mental health: The case of ONE OF US in Denmark". Filmen blev præsenteret på konferencen i Tallinn.
På konferencen fortalte Troels om sine erfaringer med at være ambassadør i EN AF OS og om at gå i dialog og give gode råd til sundhedspersonale på somatiske afdelinger - om det gode møde med patienter, der også har en psykisk sygdom.

Vi er super stolte af vores ambassadører og kolleger, og at vi rækker ud over landets grænser med vores indsatsområde. I filmen møder du bl.a. to af vores ambassadører, Troels og Lulu, PsykInfo Midt konsulent Jette Dupont samt EN AF OS Programleder Anja Kare Vedelsby. Dokumentaren er optaget på Regionshospitalet Horsens.

 
 
EN AF OS-ambassadør Simone

Ny tradition gør juletiden mindre svær

For mange er juletiden en tid med hygge og nære relationer. Men for andre kan den være svær at komme igennem.
Mød Simone og hør om, hvordan hun har oplevet juletiden. For Simone har tiden op til juleaften altid været svær. Men i år er julemåneden anderledes.
Simone er en af de atten ambassadører, der deltog i det årlige julearrangement for EN AF OS-ambassadørerne i Region Midtjylland.

- Først blev vi forkælet på et dejligt fransk spisested i Aarhus. Bagefter fortsatte hyggen med en havnerundfart, hvor vi fik serveret gløgg og æbleskiver, fortæller Simone.

Hun lever med en personlighedsforstyrrelse, og det er først for ganske nylig, at hun har fået ro og plads i sit liv til at involvere sig i sociale fællesskaber med andre end den nærmeste familie.

- Jeg har tidligere haft en følelse af, at alle andre piskede rundt i december for at nå jule tam-tam, julefrokoster, juletræsfester og julekaffe her der og alle vegne, imens jeg sad derhjemme og var hæmmet af min personlighedsforstyrrelse.

Oplevelsen af altid at blive mødt med et kram og plads til bare at være den, hun er, når hun er i ambassadørfælleskabet, har gjort en betydelig forskel i hendes recovery-proces.

- Det er en kæmpe gave. At det så også har ført en ny juletradition med sig, som jeg befinder mig godt med, gør mig glad og taknemmelig. Jeg glæder mig allerede til at være en del af det næste år.

Simone lever med diagnosen 'ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse'. Som ambassadør deler hun viden og egne personlige erfaringer omkring diagnosen. Læs om personlighedsforstyrrelser på Psykiatriens hjemmeside.
 
 
 
Temaaftener 2024
 

Temaaftener - hvad kan du høre om i 2024?

Vi løfter sløret for nogle af de kommende temaer, du kan se frem til i det nye år.
  • OCD - tvangstanker og handlinger
  • Når psykisk sygdom rammer en hel familie
  • Personlighedsforstyrrelse - ængstelig evasiv personlighedsstruktur
  • To temaaftener om autisme
  • Angst
  • Når et barn kommer i psykiatrien
  • ADD - "Den stille ADHD"
Vi forsøger som altid at placere temaaftener bredt i hele regionen.
Vi glæder os til at se jer i det nye år.
 
Hold øje med programmet
 
 
 
Nyheder fra vores sociale medier

I giver håb - international frivillighedsdag

 
Henriette er frivillig EN AF OS-ambassadør
 
Henriette arbejder dagligt for at skabe mere åbenhed og nedbryde fordomme om psykisk sygdom. Hun er nemlig en af vores 75 frivillige EN AF OS-ambassadører.
 
Se opslaget
 

Overvægt er ikke det primære problem

 
Overvægt er ikke det største problem - om klinik for spiseforstyrrelser
 
Anette og Silke arbejder i Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser. Stadig kun få ved, at tvangsoverspisning er en spiseforstyrrelse. Læs artiklen på Psykiatriens hjemmeside.
 
Se opslaget
 
  Link til Facebook-side   Link til Instagram-profil   Link til LinkedIn-side   Link til YouTube-profil  
 
 
 
 Send til en ven
 
Send mailen videre til én, der kunne have glæde af den
Region Midtjyllands psykiatriske
informationscenter