Hospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive ligger helt i top, når det handler om at holde på sygeplejerskerne. Det viser en ny opgørelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Årsagen skal blandt andet findes i en målrettet indsats med at hjælpe nye kolleger godt i gang.
HE Midt placerer sig samlet set som nummer fire blandt de 21 danske hospitaler, der indgår i analysen. Ses der udelukkende på landets akuthospitaler, er HE Midt det andet bedste hospital til at holde på sygeplejerskerne.
- Rekruttering af sundhedsfagligt personale er en udfordring for store dele af sundhedsvæsenet i dag. Derfor er vi utroligt glade for, at vi ligger så flot i forhold til at holde på vores sygeplejersker. Det gør en stor forskel for vores patienter i det daglige, at vi har de dygtige og stabile sygeplejersker, som vi har – og samtidig har det stor betydning for, at vi kan skabe en god arbejdsplads, hvor vores nuværende medarbejdere trives, og hvor nye kolleger har lyst til at søge hen, siger sygeplejefaglig direktør Mette Fjord Nielsen.
HR-chef Julie Witt peger på hospitalets indsats med onboarding og mentorordninger som nogle af årsagerne til den flotte placering.
|