Se nyhedsbrevet i browser
 
NYHEDSbrev | Hospitalsenhed Midt
Regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive
  Uge 44 - 2023  
 

Ny universitetsklinik inden for ortopædkirurgiske forløb i HE Midt

 
 
RH Silkeborg får ny universitetsklinik, der skal forske i patienters forløb inden for planlagt ortopædkirurgi. Universitetsklinikken bliver en del af et nyere forskningsfelt, hvor forskerne kigger på hele patienternes forløb både før, under og efter deres operation. Men også på tværs af deres forløb i sundhedsvæsenet hos praktiserende læger, kommune og hospital.    
 
På RH Silkeborg har Center for Planlagt Kirurgi i flere år arbejdet målrettet på at få etableret en universitetsklinik i patientcentrerede og planlagte forløb inden for ortopædkirurgi. Det er nu lykkes, og det betyder, at forskerne får et bedre afsæt at bedrive forskning ud fra.  
 
- Det er et rigtig flot kvalitetsstempel, vi nu har fået med udnævnelsen af den nye universitetsklinik. Det er et stort skulderklap til den store forskningsindsats, der er forankret omkring patienternes forløb inden for planlagt ortopædkirurgi, og det vidner om, at forskerne leverer en høj faglig kvalitet, siger lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen fra HE Midt. 
Læs hele nyheden på hjemmesiden
 

Orienteringsmøder om status på det politiske sparekatalog

 
 
Hospitalsledelsen inviterer alle medarbejdere til orientering om status på Det Politiske Sparekatalog mandag den 6. november i Viborg og Silkeborg.  
 
Orienteringen sker om formiddagen forud for, at det politiske sparekatalog sendes i officiel høring. Til orienteringsmøderne vil der være mulighed for at stille spørgsmål til indholdet i det politiske sparekatalog og processen frem til den politiske vedtagelse den 20. december 2023.
 
Alle HE Midts ansatte er velkomne til at deltage i møderne.
Se yderligere info på intra
 

HE Midt delte inspiration om det tværsektorielle samarbejde

 
 
Hvorfor lykkes I så godt med det tværsektorielle samarbejde? Sådan lød et af spørgsmålene, da regeringens sundhedsstrukturkommission onsdag gæstede HE Midt for at høre om samarbejde mellem hospitaler, kommuner, psykiatri og praktiserende læger i Viborg, Silkeborg og Skive.
 
Læs svaret på det indledende spørgsmål på intra

PDC Vagtplan, Min Plan og Funktionsplan bliver opdateret

 
 
Over den kommende weekend vil vores vagtplanlægningssystem, PDC Vagtplan, gennemgå en opdatering. Det betyder helt konkret, at PDC Vagtplan, Min Plan og Funktionsplan vil være lukket i perioden fra lørdag den 4. november 2023 kl. 08.00 til søndag den 5. november 2023 kl. 22.00, idet vi opdaterer systemet fra version 7 til den nyere version 11.
Læs mere på intra
 

Ny cheflæge til Center for Planlagt Kirurgi

 
 
Hospitalsenhed Midt har ansat Karsten Modin som cheflæge i Center for Planlagt Kirurgi. Han tiltræder stillingen den 1. februar 2024. Karsten Modin er uddannet speciallæge i ortopædkirurgi og kommer senest fra en stilling som matrikelansvarlig overlæge på den ortopædiske afdeling i Svendborg, som hører under Odense Universitetshospital.
Læs hele nyheden på hjemmesiden

Ny akademisk koordinator i HE Midt

 
 
Overlæge i Neurologi Ellen Merete Hagen er HE Midts nye akademiske koordinator fra den 1. november 2023. Ansættelsen er en 20% stilling ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet (IKM/AU) med HE Midt som arbejdsplads. I stillingen som akademisk koordinator vil Ellen Merete Hagen være bindeled for forsknings- og uddannelsessamarbejde mellem parterne.
Læs mere på intra
 

Ansættelsesstop og tilbageholdenhed med kurser/konferencer

 
 
Direktionen i Region Midtjylland har besluttet at indføre kvalificeret ansættelsesstop og tilbageholdenhed i forhold til deltagelse i uddannelse og konferencer. Det gælder også i HE Midt.  
 
Region Midtjylland indfører frem til 31. marts 2024 et kvalificeret ansættelsesstop for alle stillinger i Region Midtjylland – herunder også i HE Midt.  
Ansættelsesstoppet gennemføres for at reducere antallet afskedigelser og bidrage til at skabe økonomisk balance i Region Midtjylland.  
 
Kvalificeret ansættelsesstop betyder, at stillinger, der bliver ledige inden for ovennævnte periode, i videst muligt omfang ikke genbesættes. Dog kan der søges dispensation til opslag af stillinger i HE Midt hos hospitalsledelsen – hvis genbesættelse af stillingen er afgørende for driften.
Læs mere på intra
 

Midtjysk forskningscenter ansætter to docenter

 
 
Center for Forskning i Sundhed og Sygepleje, som HE Midt og VIA University College driver i fællesskab, vil løfte forskning og uddannelser på sundhedsområdet med ansættelse af to docenter fra 1. november.
 
De nye docenter er Louise Møldrup Nielsen og Anita Haahr, som begge har en sundhedsfaglig baggrund, er rutinerede undervisere, har solid erfaring med forskning og har et stort fagligt netværk såvel nationalt som internationalt.
 
De to docenter skal være med til at sikre forskning og uddannelse, der skaber endnu bedre forløb for patienterne i Region Midtjylland.
Læs mere på hjemmesiden
 

Gratis influenzavaccination: Husk at booke tid

 
 
Ligesom tidligere år tilbyder HE Midt i sæsonen 2023/2024 alle medarbejdere en gratis influenza-vaccination. 
Mange af dine kolleger har allerede booket tid til en gratis influenza-vaccination. Men der er fortsat mange ledige vaccinations-tider til medarbejderne i HE Midt i den kommende uge. Husk at booke tid, da der ikke vil være mulighed for vaccination uden forudgående bestilling af tid.
Læs hvordan du booker på intra

72 timers behandlingsansvar udvides 1. november

 
 
Den 15. september 2023 trådte et nyt tiltag om 72 timers behandlingsansvar i kraft i Region Midtjylland. I første omgang gjaldt 72-timers behandlingsansvar for patienter, der udskrives til kommunal sygepleje på kommunale akutpladser, midlertidige pladser eller plejehjem. Men fra 1. november omfattes også patienter der udskrives til kommunal sygepleje i eget hjem.
Læs mere på intra
 

Ny kørsels-app til brug ved tjenesterejser

 
 
Region Midtjylland har fået ny kørsels-app, som skal benyttes til tjenesterejser (ikke kurser). Hvis du er på tjenesterejser i din arbejdstid, skal du altså fremadrettet afregne din kørsel i den nye app. En tjenesterejse er en arbejdsrelateret kørsel mellem arbejdssted og eksternt sted. Det kan eksempelvis være en kørsel til møde på et andet hospital. Det særlige ved den nye app er, at den kan benyttes via browser på PC, smartphone og tablet. 
 
se yderligere info på intra

RH Silkeborg får selvbetjent kiosk og café

 
 
Døgnåbne automater skal fremover sikre, at patienter og pårørende kan købe kolde og varme drikkevarer, sandwich og anden form for forplejning, når de besøger RH Silkeborg. De nye automater er opstillet i det område, som tidligere har huset hospitalets kiosk, og tanken er, at de sammen med opholdsområdet ved siden af skal udgøre en slags selvbetjent kiosk og café. Fra automaterne skal blandt andet sælges kolde og varme drikkevarer, snacks og sandwich.
Læs mere på intra
 

HE Midt sætter fokus på "tilpasning til fremtiden"

 
 
140 funktionsledere på HE Midt var for nylig samlet til funktionsledermøde for at sætte fokus på temaet "tilpasning til fremtiden".  
 
For at være forberedt på en fremtid med færre medarbejdere i et sundhedsvæsen med en trængt økonomi, som skal tage sig af flere borgere, har HE Midt derfor fokus på, om der er opgaver og arbejdsgange, som kan forenkles, fravælges eller digitaliseres. Det er nødvendigt at tilpasse vores praksis til fremtiden, hvor vi fortsat skal kunne tilbyde høj kvalitet og service og samtidig imødekomme det behov for undersøgelse og behandling, som borgerne har.  
 
Arbejdet med tilpasning til fremtiden skal fostre nye snakke om og perspektiver på praksis, måske give nogle aha-oplevelser og give grobund for at sprede nye idéer på tværs af hospitalsenheden.
Læs mere om dagen på intra
 

Kom til gratis KUF-workshop om social sundhed

 
 
Alle HE Midts medarbejdere, elever, studerende og ledere kan komme til gratis KUF-workshop om social sundhed. Workshoppen har overskriften "Vi vil skabe lighed i sundhed i Midtklyngen sammen".
 
Workshoppen finder sted den 8. november, men du kan stadig nå at få fingre i en af pladserne.
 
Det er HE Midts KUF, der arbejder med tværsektorielle forløb med tværfaglige løsninger, der står bag workshoppen.
Læs mere om workshoppen på intra
 

Operation og Intensiv sætter fokus på trivsel

 
 
Hvad er vigtigt for dig? Operation og Intensiv på RH Viborg har lavet en bred trivselsundersøgelse blandt medarbejderne i afdelingen. Afdelingen fik ved sidste års TULE tilbagemeldinger om et godt arbejdsmiljø, men ønsker at sætte endnu mere fokus på trivsel og fastholdelse i afdelingen.
 
Læs mere på intra

Ny organisering af hjælpemiddeldepoter i HE Midt

 
 
HE Midt omorganiserer og ensretter enhedens hjælpemiddeldepoter. Formålet med sammenlægning er at sikre lige adgang til den fælles beholdning af hjælpemidler. Medarbejdere vil fremadrettet kunne låne hjælpemidler fra hoveddepotet i Viborg til brug på andre matrikler. Silkeborgs hjælpemiddeldepot er overgået til den nye ordning 1. november.
Læs mere om organiseringen på intra
 
NYHEDSbrevet udgives af Hospitalsenhed Midt | Ansvarshavende redaktør: Cecilia Honores Møller
Redaktion (tekst og layout): Winnie Axelsen Elmstrøm, Rikke Jungberg Pedersen og Rikke Dueholm
Foto (hvis ikke andet fremgår under billedet): Agata Lenczewska-Madsen