Se nyhedsbrevet i browser
 
NYHEDSbrev | Hospitalsenhed Midt
Regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive
  Uge 40 - 2023  
 

Silkeborgs kapel hædret med kommunal arkitekturpris

 
 
Rosenkapellet ved RH Silkeborg vandt mandag aften Silkeborg Kommunes Arkitekturpris 2023. Bygningen vinder i kategorien restaurering, ombygning og tilbygning.  
 
Det gamle kapel er tegnet af arkitekt Anton Rosen og blev bygget samtidig med det oprindelige hospital i 1902. Bygningen har imidlertid ikke været brugt som kapel i en årrække, og vejr og vind havde efterhånden sat sit præg på kapellets ydre.  
 
Med en donation fra Jyske Banks Almennyttige Fond og en del supplerende egenbetaling blev kapellet sidste år renoveret udvendigt, så det i dag står som i sin storhedstid. Og det er den renovering, som ligger til grund for, at bygningen blev indstillet til og nu altså har vundet Silkeborg Kommunes arkitekturpris.  
 
Det gamle kapel ved RH Silkeborg er i øvrigt pt under indvendig renovering og ventes færdigrestaureret i begyndelsen af 2024.
Læs hele historien på intra
 

Sterilcentralen drifter fuldt ud under ombygning

 
 
Sterilcentralen på RH Viborg gennemgår i øjeblikket en omfattende ombygning. Den finder sted, mens Sterilcentralen fortsætter med at fungere på fuld kraft.
 
Det er en stor opgave at ombygge en sterilcentral på et hospital, samtidig med at den fortsætter med at være i fuld drift. Byggeaktiviteterne på Sterilcentralen på RH Viborg har stået på siden november 2021. Nu er de på vej ind i næste byggefase, der markerer et vigtigt skridt mod færdiggørelsen af ombygningen, som forventes at være afsluttet i første kvartal af 2024.
 
Med ombygningen renoveres Sterilcentralen, så den lever op til nutidens standarder. Den udvides desuden, så den får mere plads til at håndtere det nye sterile koncept.  
 
Selv om det bygges kontinuerligt på Sterilcentralen, opretholdes driften altså for at sikre, at Sterilcentralen kan levere de nødvendige sterile instrumenter og engangsartikler til operationsgangen.
Læs mere om ombygningen på hjemmesiden
 

Thomas Balle Kristensen ny direktør for AUH

 
 
Thomas Balle Kristensen bliver ny direktør for AUH efter at have været konstitueret i samme rolle siden 15. maj 2023.
Den ledige stilling som hospitalsdirektør i HE Midt vil blive slået op snarest.
 
Læs mere om jobskiftet på intra

Har du problemer med det nye login til Citrix?

 
 
Det har affødt nogle udfordringer, at vi er overgået til at logge ind i Citrix med ID-kort og en kortlæser. Oplever du stadig udfordringer, kan du finde hjælp i linket herunder eller ringe til Servicedesk på (784)12345 og tast 4.
Klik her for hjælp
 

Studerende byder intensiv-patienter på musikalske oplevelser

 
 
En gang om ugen vil frivillige studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium fremover tilbyde levende musik til indlagte patienter på Intensiv i Viborg. Tilbuddet er en del af et større, prisbelønnet projekt, og erfaringerne fra andre hospitaler er, at de musikalske toner skaber et tiltrængt pusterum til både patienter, pårørende og personale.
 
- Vores patienter er alvorligt syge, og både de og deres pårørende står i en sårbar situation, hvor det kan være svært at finde et frirum fra alt det svære. Her kan musikken være en hjælp. En mulighed for at få en pause og tænke på noget helt andet, fortæller oversygeplejerske Sanne Skovgaard Knudsen fra Intensiv.
 
Hun og kollegerne var derfor ikke længe om at svare ja tak, da de fik muligheden for at blive en del af projekt "Levende musik på Intensiv", som udspringer af et samarbejde mellem Aarhus Universitetshospital og musikkonservatoriet. Erfaringerne herfra viser, at de musikalske oplevelser ud over at give patienterne et tiltrængt pusterum også har betydning for deres puls, vejrtrækning og smerteoplevelse.
 
- Den musikalske oplevelse kan jo ikke helbrede patienterne, men den kan måske give dem en følelse af ro og håb og lys i mørket, vurderer Sanne Skovgaard Knudsen.
Læs hele historien på hjemmesiden
 

Færre vareleverancer gavner både klima og økonomi

 
 
Siden overgangen til det centrale regionale lager har HE Midt reduceret antallet af vareleverancer til afsnit og klinikker markant. Det sparer HE Midt for unødige udgifter og klimaet for ekstra CO2-udledning.
 
- Vi kunne se, at vi ofte kørte rundt med alt for mange halvtomme bure og kasser, hvor der bare lige lå en lille ting i hjørnet. Det har vi forsøgt at gøre noget ved, så vi får udnyttet de enkelte transporter bedre, fortæller logistikkonsulent Maria Haugård Langhoff, som sammen med sine kolleger i vareforsyningen og BRIK-teamet har udpeget de områder, hvor leveringsfrekvensen med fordel kunne sættes lidt ned.  
 
Det betyder blandt andet, at en del afsnit og klinikker er gået fra at få leveret varer flere gange om ugen til nu blot en enkelt gang om ugen - til gavn for både økonomi og klima, og uden at gå på kompromis med leveringssikkerheden.
Få hele historien leveret på intra
 

Trygge fællesskaber for unge kolleger under uddannelse

 
 
HE Midt afholdt forleden pædagogisk dag for vejledere, der står for at tage imod og guide unge studerende og elever, der løbende myldrer ind og ud af hospitalsenheden som en del af deres uddannelse. Deltagerne fik en dybdegående indsigt i de udfordringer, som unge står overfor i dagens samfund, og hvordan det afspejler sig i den adfærd, de har i mødet med arbejdslivet.
Læs mere om dagen på intra

Masser af inspiration om ledelse på vej

 
 
Lad dig inspirere af Ledelsesugen fra 30. oktober til 3. november, hvis du er leder eller interesseret i ledelse. Der er masser af mulighed for at få inspiration og ny viden om ledelse. Der er blandt andet rigtig mange spændende arrangementer og morgen-webinarer på programmet, hvor du kan høre om mange forskellige emner inden for ledelse.
Læs mere om Ledelsesugen på intra
 

Stor gensynsglæde på Hammel Neurocenter

 
 
Tidligere patienter, pårørende og medarbejdere fra Børn og Unge-afsnittet på Hammel Neurocenter mødtes til et glædeligt genbesøg. Der blev både uddelt kram, kage, minder og opdateringer fra hverdagen derhjemme med en hjerneskade.
 
Dagen er først og fremmest planlagt for, at tidligere patienter kan genbesøge stedet, deres tidligere medindlagte og personalet, som de i mange tilfælde har knyttet sig tæt til gennem deres indlæggelse. Ifølge en af planlæggerne bag Bonnie Johansen er dagen dog lige så meget skabt for de pårørende, som var medindlagte på afsnittet.
Læs mere om dagen på intra
 

Åbent Læringscenter med fokus på forflytning

 
 
Har du styr på den gode forflytning? Eller er du blevet lidt rusten og trænger til at få genopfrisket og øvet, hvordan man griber opgaven an? Så kom og bliv klogere og øv dig til Åbent Læringscenter den 31. oktober.
 
Tirsdag den 31. oktober åbner Læringscenter Midt på RH Viborg dørene fra klokken 13-15 og inviterer HE Midts ansatte til Åbent Læringscenter med fokus på temaet forflytning.
 
Medarbejdere og elever/studerende har mulighed for at træne følgende situationer til arrangementet:
  • Vendelagener og vendinger i sengen
  • Ind og ud af sengen
  • Lift og sejl
  • Kom med din case
Det er forflytnings-instruktørerne Allan Feldbak og Linda Romedahl, der står undervisningen.
Der er ingen tilmelding til arrangementet, der foregår efter "drop in-koncept", hvor du kan komme i det omfang, det er muligt i forhold til vagtplan og øvrige opgaver på dagen.  
 

Tilbud om influenzavaccination til medarbejdere

 
 
Medarbejderne i HE Midt får igen i år tilbud om influenzavaccination. Datoerne for vaccinationer er endnu ikke på plads, men vaccination vil forventeligt foregå efter uge 42 med tidsbestilling på booking.rm.dk. Sidste års tilbud om vaccination mod Covid-19 bliver ikke gentaget i år, da vaccination af sundhedspersonale ikke længere anbefales som en del af det generelle vaccinationsprogram. Der bliver meldt yderligere ud om influenzavaccination snarest muligt.

Opdatering af affaldscentraler er i gang

 
 
Servicecentret er i gang med at opdatere HE Midts 70 affaldscentraler fordelt i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive, så de er klar til at modtage hård plast til genanvendelse fra starten af 2024. I den forbindelse får de enkelte afdelinger flere affaldsbeholdere til nye affaldssorteringer. I løbet af 2024 vil affaldscentralerne blive indrettet til også at kunne modtage bio, mix og faremærket hård plast.
Læs mere om opdateringen på intra
 

Det gode måltid skaber stor værdi for patienterne

 
 
På Sengeafsnit 1 på Hammel Neurocenter har medarbejderne fokus på at skabe hjemlig hygge for patienterne under måltider. Det kalder de "det gode måltid".  
 
I dagligstuen på Sengeafsnit 1 på Hammel Neurocenter kan der herske tvivl om, hvorvidt man befinder sig på et hospital. Medarbejderne på afsnittet indtager på skift rollen som madvært og har skiftet de hvide "Aarhus Amt"-tallerkener ud med stentøj og de kedelige hospitalsbakker ud med duge og dækkeservietter.  
 
Madværterne kræser for madens anretning, pynter bordet fint med blomster og servietter og opfordrer patienterne til at skifte hospitalstøjet ud med deres eget. Derudover skaber de ro og struktur omkring måltiderne, som er en del af patienternes daglige træning.  
 
Læs hele historien på intra
 
NYHEDSbrevet udgives af Hospitalsenhed Midt | Ansvarshavende redaktør: Cecilia Honores Møller
Redaktion (tekst og layout): Winnie Axelsen Elmstrøm, Rikke Jungberg Pedersen og Rikke Dueholm
Foto (hvis ikke andet fremgår under billedet): Agata Lenczewska-Madsen