Klik og se nyhedsbrevet i din browser, så får du billederne med!
 
Nyheder fra PsykInfo Midt // August 2023
 
Kære læser,
I dette nyhedsbrev tager vi dig med til SMUKFEST.
Sammen med et helt hold af EN AF OS-ambassadører har PsykInfo Midt deltaget på Danmarks andenstørste festival. Sommerens mange forberedelser gik op i en højere enhed, da meningsfulde snakke med festivalgæster fik liv. Det kan du læse om i denne udgave. God fornøjelse.

I nyhedsbrevet får du også info om:
- Temaaftener i september
- Mental Talk folkefest i Herning
- Nyheder fra vores sociale medier
 
 
En af os-ambassadører og medarbejdere på vores stand til SMUKFEST
 

Hvor er det godt, I er her!

Sådan lød meldingen fra samtlige festivalgæster, der havde bevæget sig hen til PsykInfo Midts stand "Mentalt Pitstop" på SMUKFEST. Det var et helt hold af EN AF OS-ambassadører, der sammen med PsykInfo Midt inviterede til samtaler om mistrivsel og psykisk sygdom.

- Det har været en fantastisk oplevelse, og vi er overvældet over hvor godt, vi er blevet taget imod, og over den åbenhed, der generelt er blandt folk, fortæller Lise Lundsgaard Kongshøj, konsulent i PsykInfo Midt.

Farmors stue kulisse
 

Trygge rammer i Farmors Stue

Det mentale pitstop var mere end en pause fra musik og festivalliv. På standen var der plads til at være nysgerrig, og i "farmors stue" var der ro til at tale om det svære og lytte med fordomsfrie ører. Strikketøjet kom frem alt imens ambassadører og medarbejdere fik gode snakke med de besøgende.

- Jeg synes generelt, vi har haft rigtig mange, der har haft brug for at trække sig – både nogle, der har haft det rigtig skidt og har siddet i angstanfald. Men også nogle, der blot havde brug for en pause fra den pulserende festivalstemning, fortæller Louise Madsen, konsulent i PsykInfo Midt.

Selvom målgruppen primært var unge festivalgæster, gik snakken blandt alle aldre - børn, unge, midaldrende og ældre. Emner som præstationskultur, sociale medier og ensomhed fyldte.
Aktiviteter med EN AF OS på SMUK-standen
 

Aktiviteter satte gang i dialogen

Der var besøgende fra start til slut. De mange aktiviteter var med til at skabe nysgerrighed og dialog: om det så var Lykkehjulet og Diagnosespillet der åbnede for spændende diskusioner eller Kaffebaren, hvor man kunne blive udfordret på fordomme om psykiske sygdomme.
 
Aktiviteter om fordomme og diagnoser

Den uformelle stemning gjorde det let at komme i dialog.

- Jeg oplever, at vi ved at være her, så bliver folk nysgerrige og spørger ind: Hvem er I? Hvad laver I? Og på den måde kan vi komme i dialog. Det gør, at de åbner mere op og fortæller om deres egne udfordringer, fortæller Christina, der er EN AF OS-ambassadør.
Ambassadør ved Håbets træ
 

En håbefuld, åben og reflekteret generation

Har du lyst til at tage et håb med dig fra træet?, spurgte vi de unge festivaldeltagere. Håbets træ blev hurtigt fyldt med kærlige beskeder og håb. For selvom det er varmende at tage imod fra andre, ville de unge allerhelst give håb og støttende ord videre til én, der har brug for det.

- Det er en åben og reflekteret generation, vi har mødt - en generation der gerne vil samtale om det, der er svært - og de er meget nuancerede, siger Lise Lundsgaard Kongshøj, konsulent i PsykInfo Midt.

Selv dér, hvor sårbarhedssnakken var mere ukendt, kom der frit løb i samtalerne:
- Det er egentlig ikke noget vi snakker om, men det burde vi måske. Sådan sagde en gruppe unge fyre, og fik således anledning til at tale sammen på en ny måde.
 
Medarbejdere og ambassadører
 

Vi er med til at gøre en forskel

Fire intense dage fyldt med meningsfulde samtaler, som alle gjorde en forskel for den, der kom forbi. Ambassadørerne oplevede i særdeleshed, hvor vigtigt deres arbejde er.

- Vi har fået en masse ros. Folk, der bare sådan giver et skulderklap og siger: "Hvor er det fedt, I er her. Fedt, der kommer fokus på det". Det giver mig som ambassadør sindssygt meget glæde. Det betyder, at det jeg gør, er mega vigtigt og hjælper andre, fortæller Christina, der er EN AF OS-ambassadør.

- Vi har sået en masse frø og sat tanker i gang, og det er så positivt, hvor meget folk gerne vil snakke med os. Vi tog af sted for at få de unge mennesker i tale - og det fik vi i den grad. Det blev meget tydeligt, at vi er med til at gøre en forskel for nogen, udtaler Jesper Dessau, konsulent i PsykInfo Midt.

Andre nyheder om deltagelsen på SMUK:
Nyhed på Psykiatriens hjemmeside
Psykiatriens facebookside
EN AF OS facebookside
Psykiatriens instagram-profil
Indslag i TV2 Østjylland

 
 
 
Temaaftener i september
 

Temaaftener i september

Den 7. september starter efterårets temaaftener, og du kan denne aften blive klogere på Depression hos mænd i den modne alder og på Bipolar lidelse.

Hør Niels fortælle sin historie om, hvordan han i en sen alder fandt ud af, at han havde en depression. Rikke Bach Vernersen, sygeplejerske i Team for Akut og Intensiv Psykiatri i Regionspsykiatrien Viborg, fortæller om årsager, symptomer og behandling.

Du kan også høre Mettes personlige beretning om at leve med bipolar lidelse, og om hvordan hun takler sine op- og nedture. Krista Straarup, psykolog hos ADA klinik for bipolar lidelse, AUH, fortæller om sygdommen, symptomer og behandling.

Se hele efterårsprogrammet og hent billetter på Psykiatriens hjemmeside.

Køb billetter
 
 
 
 
Mental Talk Konference i Herning
 

Folkemøde om mental sundhed

Den 31. august til d. 2. september kan du komme med til folkemøde om mental sundhed. Det er anden gang Mental Talk i Herning løber af stablen, og i år stilles der skarpt på EnsomhedUnges mistrivsel og Kultur som lindring for mental sårbarhed.

PsykInfo Midt deltager med fire forskellige oplæg af vores EN AF OS-ambassadører. De laver oplæg om egne personlige fortællinger, som taler ind i de to hovedkonferencer på folkemødet; Ensomhed og Unges mistrivsel - emner, der fylder i den offentlige debat. Derudover kan du opleve workshops, koncerter, konferencer, aktiviteter i naturen og meget mere.

Folkemødet har fokus på at skabe rammer for vidensdeling, erfaringsudveksling, oplysning og inspiration på tværs af brancher, interesseorganisationer og borgere.

 
 
Nyheder fra vores sociale medier

VENSKABER ER DET VIGTIGSTE

 
Venskaber er det vigtigste
 
Julie og Sofie er nære venner. Sofie lever med psykisk sygdom. Se opslaget på facebook eller læs hele historien på psykiatriens hjemmeside.
 
Se opslaget her
 

I SKOLE UNDER INDLÆGGELSE

 
Om skolegang under indlæggelse
 
Skolen i AUH Psykiatrien er et tilbud til børn, som er indlagt eller tilknyttet dagtilbuddet. Det er for mange deres første skridt tilbage i skole.
 
Se opslaget her
 

EN SOLSTRÅLEHISTORIE

 
Kaspers solstrålehistorie i TV Midtvest
 
Kasper arbejder i Regionspsykiatrien. Sæt dig godt til rette og se Kaspers solstrålehistorie fra TV Midtvest 
Foto: TV Midtvest
 
Se opslaget her
 

TEMA OM VENSKABER

 
Tema om venskaber og psykisk sygdom
 
I august satte vi bl.a. fokus på venskaber og psykisk sygdom. På Psykiatriens hjemmeside finder du informationer og tilbud til pårørende.
 
Se opslaget her
 
  Link til Facebook-side   Link til Instagram-profil   Link til LinkedIn-side   Link til YouTube-profil  
 
 
 Send til en ven
 
Send mailen videre til én, der kunne have glæde af den
Region Midtjyllands psykiatriske
informationscenter