Se nyhedsbrevet i browser
NYHEDSbrev | Hospitalsenhed Midt
Regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive
  Uge 26 - 2023  

RH Viborg og praksislæger samarbejder om fodlidelser

 
 
Fødderne kan være kilde til mange forskellige lidelser og smerter. Mange af dem kræver specifik og målrettet træning og kan ikke løses med en operation. Denne patientgruppe samarbejder RH Viborg nu med praksislægerne om at give hurtig og brugbar rådgivning til.  
 
I stedet for at vente i mange måneder på en forundersøgelse på hospitalet for blot at få at vide, at lidelsen kræver træning og ikke operation, samarbejder Ortopædkirurgi nu med praksislægerne om at give patienterne god og brugbar rådgivning til, hvordan de bedst træner deres tilstand bedre.  
 
I de få tilfælde, hvor træningen ikke har hjulpet efter tre måneder, bliver patienten naturligvis tilset af en specialist på hospitalet.  
 
Læs hele nyheden på hjemmesiden

Vestdansk Videnscenter for Neurorehabilitering (ViC) får ny leder

 
 
1. september får ViC ny leder. Ph.d. og fysioterapeut Simon Svanborg Kjeldsen fra Hammel Neurocenter griber stafetten efter Lene Bastrup Jørgensen, der fratrådte tidligere på året.  
 
- Det er en ære for mig, at jeg som ny leder for ViC kan bidrage til at præge neurorehabilitering i fremtiden, siger Simon Svanborg Kjeldsen.
 
Simon Svanborg Kjeldsen kommer med flere års erfaring som fysioterapeut og forsker inden for højt specialiseret neurorehabilitering på Hammel Neurocenter, hvor han er også er faglig leder af forskningsgruppen for BI-data. Derudover har han været en del af flere tværfaglige projekter mellem Hammel og Vestdansk Center for Rygmarvsskade.  
 
- Simon har en stor og bred erfaring fra det kliniske arbejde og forskning inden for neurorehabiliteringsområdet, og han forstår at bygge bro - ikke mindst mellem praksis og forskning, men også på tværs af forskningsenheder, siger Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør i HE Midt.
Læs hele navnenyheden

Hjertepatienter gør hospitalet klogere

 
 
Patienterne er de bedste eksperter, når det handler om, hvordan patienter og pårørende oplever mødet med hospitalet. Derfor har Hjertesygdomme på RH Viborg nedsat et nyt patientpanel, der skal komme med input til alt fra indkaldelsesbreve til afdelingens fysiske rammer.
 
Det nye hjertepanel består af otte patienter og deres pårørende, som tre gange om året skal mødes for at give afdelingens medarbejdere input til, hvordan de kan gøre patienternes møde med hospitalet og afdelingen endnu bedre.
 
– Vi er vant til at have en tæt dialog med både patienter og pårørende om deres personlige sygdom og forløb, men her skal vi tale om alt dét, som ligger uden om de individuelle patientforløb. Ting som arbejdsgange, procedurer, indkaldelsesbreve, patientinformation, de fysiske rammer og alt muligt andet, fortæller oversygeplejerske Marianne Lykke Lønvig fra afdelingens Hjerteklinik.
Læs mere om patientpanelet på hjemmesiden

Jonas Dahl forlader HE Midt

 
 
Konstitueret hospitalsdirektør Jonas Dahl skifter stilling til konstitueret regionsdirektør i Region Midtjylland. Hospitalsledelsen i HE Midt bakker op om direktørskiftet og ønsker Jonas held og lykke fremover.     
 
Det blev kun til godt et par uger som konstitueret hospitalsdirektør i HE Midt. Regionsrådet har besluttet at konstituere Jonas Dahl som regionsdirektør efter, at Pernille Blach Hansen har opsagt sin stilling. Jonas Dahl starter i sin nye stilling 1. august.  
 
- Vi har haft et kort men godt samarbejde med Jonas Dahl i HE Midt, og vi ønsker ham held og lykke som konstitueret regionsdirektør. Vi bakker op om beslutningen, og i HE Midt fortsætter vi det gode samarbejde med afdelings- og centerledelsen, hvor vi i fællesskab skal lede og sikre, at hospitalsenheden fortsat leverer høj behandlingskvalitet for patienterne og et godt arbejdsmiljø for personalet. Nu bare i en periode uden en konstitueret hospitalsdirektør, siger Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør.
Læs hele historien på intra

Pixi-bog om bæredygtighed

 
 

Grøn omstilling og bæredygtighed kan virke som en stor og uoverskuelig opgave.

 

For at lette overblikket har HE Midts bæredygtighedsudvalg derfor sendt den lokale implementeringsplan for bæredygtighed på gaden i en kort pixi-version.

 

I pixi-versionen kan du læse om HE Midts kommende indsatser. 

 

Det er indsatser inden for cirkulær økonomi, el, vand og varme, logistik, mobilitet og transport samt social ansvarlighed.

Læs mere om pixibogen på intra

Fleksible ansættelser løser mangel på tandlæger

 
 
Hvad gør man, når man mangler tandlæger i en tid, hvor de er en mangelvare? I Regional Specialtandpleje er fleksible ansættelser blevet en vigtig brik i løsningen. Det har vist sig at være en stor gevinst for både patienter og ansatte.

Der er mangel på tandlæger i øjeblikket, og det betyder, at Regional Specialtandpleje har haft svært ved at rekruttere nye tandlæger. Det fik cheftandlæge Marianne Jørgensen til at tænke ud af boksen, og det gav pote. Regional Specialtandpleje er landets største specialtandpleje.

Udfordringen spidsede til sidste efterår, hvor manglen på tandlæger i Regional Specialtandpleje for eksempel gjorde, at det var svært at bemande klinikken i Holstebro.

Hvad gør man så, spurgte Marianne Jørgensen sig selv. I de år, hvor hun har stået i spidsen for Regional Specialtandpleje, har der været rigtig mange stillinger i opslag, og ofte er der slet ikke kommet nogle kvalificerede ansøgninger til opslagene. De mange stillingsopslag skyldes eksempelvis et generationsskifte, der har været i enheden, da en række tandlæger er gået på pension. Løsningen blev blandt andet at tilbyde mere fleksible ansættelser.

 

 
Læs mere på hjemmesiden

Rehabilitering er også journalføring om ernæring

 
 
Ernæring er en vigtig del af patienternes rehabilitering, og derfor er der i øjeblikket en række HE Midt-ansatte, der arbejder på at optimere journalføringen om ernæring i den elektroniske patientjournal (EPJ). Optimeringen skal først og fremmest forbedre patienternes behandling, men den skal også sikre, at der i fremtiden bliver bedre ernæringsdata tilgængelig til kvalitetsudvikling og forskning.  
 
Ernæring er et vigtigt fokusområde i rehabilitering, fordi eksempelvis underernæring og vægttab er forbundet med øget dødelighed, flere komplikationer, længere indlæggelsesforløb og reduceret funktionsevne. Det kan alt sammen føre til et øget behov for sundhedsfaglige og sociale ydelser efter indlæggelsen på hospitalet.  
 
Mange fagpersoner samarbejder om ernæringsindsatser i HE Midt, og derfor er det vigtigt løbende at dele informationer om ernæringsindsatser mellem forskellige faggrupper. I dag er der dog stor forskel på, hvordan der føres journal om ernæring i HE Midt.  
 
Derfor arbejder en tværfaglig projektgruppe under KUF Rehabilitering netop med ernæring som en forudsætning for rehabilitering. Målet med arbejdet er at optimere den måde, som ansatte i dag fører journal om ernæring i EPJ. En optimeret journalføring giver samtidig et bedre grundlag for kvalitetsudvikling og forskning inden for ernæringsområdet.
Læs mere på hjemmesiden

Fælles beslutningstagning på patientens præmisser

 
 
Fælles beslutningstagning skal fremover i endnu højere grad understøtte, at patienter og pårørende hos HE Midt oplever, at beslutning om behandling, operation eller forløb træffes på patientens præmisser. Metoden implementeres løbende i relevante afdelinger og centre allerede nu.  
 
Fælles beslutningstagning er en metode, hvor patienten i samarbejde med den sundhedsprofessionelle vælger en sundhedsydelse, for eksempel en behandling. Sammen udveksler patienten og den sundhedsprofessionelle, hvordan de forstår valgmulighederne, begrunder deres præferencer for at vælge den ene mulighed frem for den anden, og implementerer det valg, de beslutter sig for i fællesskab.  
 
Formålet med fælles beslutningstagning er at understøtte regionens målsætning om at have sundhedsvæsen på patientens præmisser, og det er besluttet, at alle hospitalsenheder skal arbejde med implementering af metoden. Og det giver rigtig god mening, hvis man spørger Mette Fjord Nielsen, sygeplejefaglig direktør i HE Midt.  
 
- Klinikeren er ekspert i diagnosen. Patienten er ekspert i sit eget liv. Derfor er beslutningen om den rette behandling og pleje en beslutning, som patient og kliniker tager i fællesskab. Det giver tryghed og bedre resultater, siger Mette Fjord Nielsen.
Læs mere på intra

Udveksling gav inspiration og et internationalt netværk

 
 
HE Midts Servicechef, Bruno Nielsen, deltog i maj i det europæiske udvekslingsprogram HOPE Exchange Programme, hvor temaet for årets udveksling var bæredygtighed. Bruno Nielsen hoppede derfor en tidlig morgen i maj på toget i hjembyen Støvring for at køre de cirka 1.400 kilometer til Wien. Her fik han i løbet af et fire ugers ophold på fire forskellige hospitaler, et regionalt vaskeri og i Sundhedsministeriet et godt indblik i det østrigske sundhedssystem.
Læs mere på intra

Ændring af regler for rapportering af UTH

 
 
Fra den 1. juli 2023 ændres reglerne for rapportering af utilsigtede hændelser (UTH). Alle, der varetager sundhedsfaglige opgaver i deres arbejde, har pligt til at rapportere utilsigtede hændelser – det står i sundhedsloven. Men hvor rapporteringspligten indtil nu har været afhængig af, hvor i sundhedsvæsenet man er ansat, er reglerne fra 1. juli 2023 ens for alle. Som en vigtig del af ændringen er også en ny alvorlighedsklassifikation og muligheden for samlerapportering.
Læs mere på intra
 
NYHEDSbrevet udgives af Hospitalsenhed Midt | Ansvarshavende redaktør: Cecilia Honores Møller
Redaktion (tekst og layout): Winnie Axelsen Elmstrøm, Rikke Jungberg Pedersen og Rikke Dueholm
Foto (hvis ikke andet fremgår under billedet): Agata Lenczewska-Madsen