Se nyhedsbrevet i browser
 
ViC Nyt | Vestdansk Videnscenter for Neurorehabilitering 
 
Opsamling af seneste nyt fra ViC inden sommerferien
13. juni 2023 
 

Naturen kan bruges som en aktiv og kreativ ressource i rehabilitering

 

En række aktører med interesse for uderehabilitering var for nyligt samlet på Regionshospitalet Hammel Neurocenter og i centerets fine haver til en hel dags inspirations- og vidensdeling på tværs af sektorer, fagligheder og forskellige udemiljøer.
 
Ph.d., lektor i neurorehabilitering, fysioterapeut Hanne Pallesen og ph.d.-studerende, ergoterapeut Pernille Vibholm fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter stod bag arrangementet, som bunder i et fokus på, at naturen kan bruges nemt og fornuftigt i rehabilitering af personer med en hjerneskade. Den filosofi kunne dagens deltagere stemme ind i med inspirerende og positive fortællinger om, hvordan de bruger naturen i deres arbejde med rehabilitering af personer med en hjerneskade.
Læs mere om uderehabilitering i projekt "KOM UD" her
 

Podcast om tværfagligt specialiseret tilbud for personer med cerebral parese

 
Lyt til podcast-afsnittet her
 
Hør podcast fra Landsforeningen for cerebral parese, hvor overlæge Anne Rasmussen præsenterer et tværfagligt specialiseret tilbud, som Regionshospitalet Hammel Neurocenter tilbyder voksne, der lever med cerebral parese. Tilbuddet er finansieret af Elsass Fonden.

Inddragelse af pårørende i pleje og rehabilitering

Forskning peger på, at involvering af pårørende har positiv indflydelse på patientens sundhedstilstand, men evidensgrundlaget for motivation og omfang er uklart.

Læs et review, der kortlægger pårørendes ønsker og behov for involvering i pleje og rehabilitering efter en erhvervet hjerneskade.

Fundene viser, at pårørendes ønsker og behov primært er relateret til information og kommunikation, men også til samarbejde med sundhedspersonale. Resultaterne illustrerer høj kompleksitet i at involvere pårørende.
Læs reviewet her

Identitet spiller ind på fysisk aktivitetsniveau efter stroke

Personlige karaktertræk og socialt engagement har indflydelse på fysisk aktivitetsniveau hos personer, der lever med kroniske konsekvenser af stroke.
 
Et studie fra 2022 konkluderer, at personlig identitet har størst indflydelse på aktivitetsniveauet i hverdagslivet med stroke.
 
Det er bl.a. funderet på identiteten før stroke, meningsfulde aktiviteter og familiekultur, som man bør tage særligt højde for, når man implementerer en personcentreret tilgang til at øge aktivitetsniveauet efter stroke.
Læs artiklen her

Ny metode til klassificering af fysisk aktivitet er afprøvet

En ny metode til at klassificere fysisk aktivitet for voksne med erhvervet hjerneskade er udviklet på Regionshospitalet Hammel Neurocenter som en del af ergoterapeut Helene Honorés ph.d.-projekt.
 
Metoden anvendes i et mindre studie med data fra 8 patienter. Metoden er anvendt i udskrivelsesfasen, dvs. i overgangen fra indlæggelse til hverdagslivet i hjemmet. Der er udarbejdet fysiske aktivitetsprofiler for patienternes stående, gående, løbende og cyklende aktivitet samt deres gang på trapper, skift mellem forskellige stillinger og stillesiddende tid.
  • Patienterne viste sig at være meget aktive på trods af deres hjerneskade. Deres gennemsnitlige aktive tid blev anslået til næsten 6 timer. Det kan tyde på, at deltagerne i studiet var ressourcestærke og havde et højt funktionsniveau.
  • Studiets mest interessante fund er, at der umiddelbart efter udskrivelse ses et lille fald i aktivitetsniveau, som stabiliserede sig igen efter 1-2 dage. En mulig forklaring kan være udfordringer ved overgangen til nye omgivelser for patienterne.
  • Desuden viser studiet, at patienternes aktivitetsniveau før indlæggelsen samt øget udtrætning (fatigue) og funktionsevne (FIM-score) under indlæggelsen kan have indflydelse på deres fysiske aktivitet i udskrivelsesfasen. 
Du finder studiet her
 

Neurorehabiliterende tilgange hos MS-patienter er en fordel

Ændret gangfunktion, balance- og koordinationsproblemer, fatigue, spasticitet, dysfagi og en overaktiv blære er nogle af de mest almindelige symptomer, der er forbundet med Multipel Sklerose (MS).

Oversigtsartiklen udgør en sundhedsfaglig reference for vejledning af klinisk praksis. Artiklen evaluerer aktuelle behandlinger af de mest invaliderende symptomer på MS og identificerer neurorehabiliterende forbedringsindsatser.
Læs artiklen her
 

Spørgeskema til udredning af træthed valideret

Postdoc, ph.d., cand.psych. Frederik Dornonville de la Cour fra videnscenteret i Østdanmark har valideret et nyt spørgeskema på dansk til udredning af træthed efter erhvervet hjerneskade og udviklet en brugervejledning. Spørgeskemaet hedder Dutch Multifactor Fatigue Scale (DMFS).
 
Trygfonden har støttet projektet.
Læs mere i artiklen her
Find redskabet og brugervejledningen her
 

Bliv klog på det ergoterapeutiske redskab AMPS

Artiklen sætter fokus på det ergoterapeutiske undersøgelsesredskab AMPS som prædiktor for indlæggelseslængde hos personer med en erhvervet hjerneskade.

Artiklen er baseret på data fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter.
Dyk ned i redskabet her
 

Fokus på hjernerystelse i Dublin

 
Privatfoto.
 
En gruppe forskere inden for hjernerystelse fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter tog turen til den 14. World Congress on Brain Injury i Dublin for at netværke, finde inspiration til deres forskning og dele erfaringer med ligesindede verden over, der var mødt op for at blive klogere på området.

Hammelfolkene fra forskningsgruppen EPIC (Epidemiologi, Prognosis and Intervention in Concussion) var iblandt mange oplægholdere til verdenskongressen med indholdet:
  • Læge, ph.d.-studerende Peter Preben Eggertsens oplæg om hans epidemiologiske studie om forekomsten af hjernerystelse i Danmark samt resultaterne fra hans studie om biomarkører fra GAIN 1.0-kohorten
  • Forskningsårsstuderende i Medicin Laura Westh Stenbros oplæg om hendes studie i nakkebevægelighed baseret på GAIN 1.0 data om sammenhængen mellem whiplash (WAD) og PCS
  • Fysioterapeut, ph.d.-studerende, Sedsel K. S. Pedersens oplæg om udvikling af GAIN Lite-interventionen
  • Neuropsykolog, ph.d., Mille Møller Thastums oplæg om neuropsykologiske tests ift. kognitiv performance for unge i GAIN 1.0-kohorten
  • Læge, ph.d.-studerende, Line Amalie Hellemoses oplæg om data om svimmelhed og vestibulær dysfunktion i GAIN 2.0-kohorten
GAIN (Get going After concussIoN) er et 8-ugers helhedsorienteret genoptrænings- og vejledningsforløb for personer, der fortsat oplever væsentlige symptomer 2-4 måneder efter en hjernerystelse. GAIN 2.0 er et tilbud, der skal hjælpe personer med langvarige symptomer efter en hjernerystelse med at forstå symptomerne, håndtere dem i hverdagen og øge deres funktionsniveau. GAIN 2.0 er en efterfølger til GAIN 1.0, der undersøgte behandlingen på en yngre målgruppe.
 

Få viden om Parkinsons i e-avis

 
 
Hvis du er nysgerrig på, hvad der kommer fra Parkinsonforeningen, bør du holde øje med deres e-avis "Nyt om Parkinsonforskning".
 
Her kan du finde forskningsformidling til patienter, pårørende og forskere i et tilgængeligt sprog.

Den seneste udgave er fra marts 2023, og i den kan du læse om flere typer af Parkinsons sygdom.
Find alle e-aviserne her
 

Ny videreuddannelse for læger

 
 
Nu har du mulighed for at få viden om neurorehabilitering på specialistniveau. Kurset foregår på Regionshospitalet Hammel Neurocenter og er for læger, der arbejder inden for neurorehabilitering eller møder personer med følger efter hjerneskade. Kurset kan også være relevant for praktiserende læger, der har interesse inden for området.
 
Det er muligt at tilmelde sig enkelte moduler efter interesse. Undervisningen varetages af specialister fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter. 
Læs mere om kurset og tilmeld dig her
 

ViC deler erfaringer i netværk

 
 
For nyligt besøgte ViC Videncenter for Diabetes i Herlev sammen med en masse andre videnscentre i Danmark.

Det var første møde i vores nyetablerede netværk, hvor vi fremover skal dele erfaringer, inspiration og bruge hinanden til at sparre med. Formålet er at hjælpe hinanden til at gøre det endnu bedre i vores videnscentre til gavn for vores patienter, borgere og pårørende i sidste ende.

Det var en meget inspirerende dag med:
  • Indblik i spændende organisationer
  • Gode gruppediskussioner
  • Spirende nye faglige relationer
  • Gensyn med genkendelige folk (bl.a. vores gode venner fra Videnscenter for Neurorehabilitering i Østdanmark)
 

Nyt ViC TemaNyt om tryksår

 
 
Har du set, at ViC har lavet en hel samling af viden og nyheder om tryksår? 

Få indblik i tryksårsproblematikken fra forskellige vinkler.

ViC har både besøgt Danmarks første tryksårssygeplejerske, en ph.d.-studerende i tryksår, 2 kommuner og sidst, men ikke mindst 3 personer med en rygmarvsskade, der har oplevet tryksår på egen krop.

I ViC TemaNyt finder du også fakta, links til den nationale og den regionale retningslinje for forebyggelse af tryksår, udvalgt litteratur, arrangementer og kurser - alt sammen med fokus på tryksår.
Læs nyhedsbrevet her

Kurser i neurorehabilitering

Uddannelsescenteret er udkommet med ny katalogudgave (2.) og nyt specialistfolder-katalog.
 
Tilmeld dig Uddannelsescenterets nyhedsbrev her