Se nyhedsbrevet i browser
NYHEDSbrev | Hospitalsenhed Midt
Regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive
  Uge 19 - 2023  

Farvel og på gensyn og pænt goddag til hospitalsdirektøren

 
 
Der bliver rykket rundt på poster og personer, når Region Midtjylland i næste uge gennemfører en rokade blandt regionens hospitalsdirektører. Således må HE Midt allerede i dag, fredag den 12. maj, sige farvel og på gensyn til hospitalsdirektør Thomas Balle Kristensen. Thomas begynder på mandag som konstitueret hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital, hvor han bliver en del af den samlede hospitalsledelse.
 
Samtidig konstitueres Jonas Dahl som hospitalsdirektør i HE Midt. Jonas Dahl har siden 2016 være hospitalsdirektør på RH Randers, og tiltræder hos HE Midt 1. juni. Konstitueringen er i første omgang planlagt til at vare seks måneder, og i den periode vil Jonas Dahl sammen med sygeplejefaglig direktør Mette Fjord Nielsen og lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen varetage ledelsen af HE Midts hospitaler i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive.
 
Mette og Claus ønsker Thomas god vind i Aarhus og ser frem til at byde Jonas velkommen om bord på HE Midt, så de sammen kan fortsætte den linje, som allerede er lagt for hospitalsenheden.
 
Direktørrokaden kommer i kølvandet på sagen om lange ventetider på behandling for mave- og tarmkræft på AUH og fratrædelsen af AUHs hospitalsdirektør og lægefaglige direktør tidligere på måneden. 
Læs Region Midtjyllands pressemeddelelse om rokaden

Donation sikrer bedre rammer til unge patienter

 
 
To sengestuer skal renoveres, et nyt opholdsrum skabes og en stor altan indrettes specielt til de unge patienter. Det er projektet, når håndværkerne hen over sommeren knokler løs hos Børn og Unge på RH Viborg.
 
Projektet beløber sig samlet set til mere end en million kroner og er blevet muligt gennem en donation fra Knus Kræft, som er et samarbejde mellem direktør i Peter Larsen Kaffe, Claus Bertelsen, racerkører Tom Kristensen og den velgørende fond, KidsAid.
 
Med projektet får Børn og Unge en tiltrængt opgradering, som vil komme de unge patienter til gavn, fortæller klinisk sygeplejespecialist Marianne Eg fra Børn og Unge:
 
- Når man som ung er syg og skal igennem udredning eller et behandlingsforløb, har man brug for tryghed og rare omgivelser. Specielt vores unge patienter har været udfordret af vores indretning, som har været meget ”Peter Plys”-agtig. Derfor kommer det til at gøre en kæmpe forskel, at Knus Kræft har valgt at skabe nye rum, både i form af to ungestuer og et opholdsrum.
 
Samtidig med opbygningen af de nye ungerum er Børn og Unge Afsnit også under generel renovering, og det betyder, at der hen over sommeren vil blive rykket rundt internt på afsnittet, efterhånden som håndværkerne bevæger sig igennem arbejdet.
Læs mere om projektet på hjemmesiden

Optimeringsvejen: Din vej til optimering af et patientforløb

 
 
Der er anlagt en ny "vej" i HE Midt, og den hedder Optimeringsvejen. Det er en ny vej, du kan tage, når du som kliniker har en idé til, hvordan patienters forløb kan optimeres. På Optimeringsvejen møder du et panel af eksperter, der kan hjælpe dig med at løse de udfordringer, du har i dit projekt.  
 
I Hospitalsenhed Midt binder vi klinik, uddannelse og forskning (KUF) sammen på nye måder. Vi samarbejder i KUF om at generere ny viden, der hurtigt bliver brugt i den kliniske hverdag til gavn for patienterne. På den måde forbedrer vi patientforløbene, så vi imødekommer fremtidens udfordringer, hvor flere vil få brug for behandling på et hospital, sygdomsforløbene bliver mere komplekse, og der er mangel på arbejdskraft. I KUF løser vi fremtidens udfordringer i fællesskab.  
 
Men hvor går du hen, når du har fået en ny idé til optimering af et patientforløb? Eller du er kørt fast i dit projekt, og du ønsker hjælp til at komme videre? Optimeringsvejen er et nyt tilbud i HE Midt til ansatte, der arbejder med optimering af patientforløb i en af afdelingerne/centrene, som er med i KUF Optimering af patientforløb.  
 
Du kan få adgang til Optimeringsvejen ved at udfylde en digital blanket, hvor du giver kort information om din idé eller projekt til et rådgivningspanel, der består af faglige eksperter. Derefter bliver du kontaktet og hjulpet på vej. Du får på Optimeringsvejen adgang til rådgivning, sparring og netværk.
Læs mere om Optimeringsvejen

Bliv klogere på blærekateter og kateterpleje

 
 
Kom til Åbent Læringscenter den 1. juni og øv dig i at anlægge blærekateter og kateterpleje. Åbent Læringscenter er et nyt tiltag, hvor Læringscenter Midt åbner dørene, så HE Midts ansatte, elever og studerende kan komme og øve forskellige færdigheder.
Læs mere om åbent læringscenter

To klinikker flytter rundt på RH Silkeborg

 
 
Klinik for Medicinsk Udredning og Forskningsklinik for Mistanke om Funktionelle Lidelser er flyttet til nye lokaler på RH Silkeborg. Fremover vil de være at finde på etage 4 i bygning 3, hvor også Diagnostisk Centers Klinik for Lungesygdomme holder til.
Læs mere på intra

Fatter du ikke en BRIK?

 
 
Så fortvivl ikke! På få minutter kan du gennem et nyt e-læringsprogram få genopfrisket, hvordan BRIK-systemet virker, så du kan være med til at sikre, at din afdeling altid har de forsyninger, I har brug for til patienternes behandling.  
 
BRIK-systemet er nemlig ikke bedre end sine brugere, og derfor er det helt afgørende, at alle kender og benytter systemet bag.  
 
Med det simple system sikres et løbende flow af forsyninger til afdelingen, så man ikke pludselig står og mangler eksempelvis mundbind eller forbindinger. Samtidig sikrer systemet, at de ældste varer altid bliver brugt først og ikke risikerer at blive kasseret som forældede.  
 
Servicecentrets BRIK-ansvarlige opfordrer derfor allt til at bruge 5-10 minutter på at lære systemet at kende eller få genopfrisket konceptet gennem det nye e-læringskursus.
Læs mere og find link til kurset på intra

Simulationstræning ruster ansatte til akut opstået sygdom

 
 
Så fortvivl ikke! På få minutter kan du gennem et nyt e-læringsprogram få genopfrisket, hvordan BRIK-systemet virker, så du kan være med til at sikre, at din afdeling altid har de forsyninger, I har brug for til patienternes behandling.  
 
BRIK-systemet er nemlig ikke bedre end sine brugere, og derfor er det helt afgørende, at alle kender og benytter systemet bag.  
 
Med det simple system sikres et løbende flow af forsyninger til afdelingen, så man ikke pludselig står og mangler eksempelvis mundbind eller forbindinger. Samtidig sikrer systemet, at de ældste varer altid bliver brugt først og ikke risikerer at blive kasseret som forældede.  
 
Servicecentrets BRIK-ansvarlige opfordrer derfor allt til at bruge 5-10 minutter på at lære systemet at kende eller få genopfrisket konceptet gennem det nye e-læringskursus.
Læs mere om træningen på intra

Ændringer i EPJ på vej

 
 
Den 14. maj 2023 går EPJ-version RM38 i luften, og i den forbindelse er der foretaget ændringer i designet. Det overordnede formål med ændringerne, er at skabe mere plads og samtidig sætte større fokus på de kliniske oplysninger.  
 
På intra kan du se de væsentligste ændringer i systemet og finde link til en video om opdateringen.
Læs mere på intra

Bioanalytikere viser deres verden frem

Interessen er stor blandt kollegerne på RH Silkeborg, når Blodprøver og Biokemi i Silkeborg åbner dørene til en rundvisning i bioanalytikernes verden.  
 
Bioanalytikerne på RH Silkeborg åbnede for nylig dørene til en rundvisning i Blodprøver og Biokemi. Her fik det øvrige personale fra andre afdelinger et indblik i bioanalytikernes daglige arbejde. Det benyttede 17 kolleger på hospitalet sig af denne dag, og der blev spurgt nysgerrigt ind til procedurerne undervejs i rundvisningen.  
 
Rundvisningerne er en god måde at skabe åbenhed omkring opgaverne i Blodprøver og Biokemi, så der kan skabes større forståelse og samarbejde på tværs af afdelingerne, forklarer de to kontaktbioanalytikere, Jette Andersen og Dorthe Ramsing.  
 
Rundvisningerne i Blodprøver og Biokemi på RH Silkeborg finder sted cirka hver eller hver anden måned og er et godt eksempel på, hvordan kendskab til hinandens opgaver og virkeligheder kan hjælpe med at få hverdagen og samarbejdet til at glide lidt lettere. Der er ingen tilmelding til rundvisningerne – kan det passe ind mellem arbejdsdagens øvrige opgaver, dukker man bare op på det anviste tidspunkt.
Læs mere om bioanalytikernes verden på intra
 
NYHEDSbrevet udgives af Hospitalsenhed Midt | Ansvarshavende redaktør: Cecilia H. Møller
Redaktion (tekst og layout): Winnie Axelsen Elmstrøm, Rikke J. Pedersen og Rikke Dueholm
Foto (hvis ikke andet fremgår under billedet): Agata Lenczewska-Madsen