Se nyhedsbrevet i browser
 
Vestdansk Videnscenter for Neurorehabilitering | ViC temanyt:
Energiforvaltning i praksis
 
 

Hvordan taler man om træthed og energiforvaltning i neurorehabiliteringspraksis?

Begrebsintro af Mille Møller Thastum, ph.d., neuropsykolog.

Træthed (fatigue) er en af de mest almindelige udfordringer for personer med erhvervet hjerneskade. Der er ikke udbredt enighed om en enkelt definition på fatigue, men det beskrives typisk som en subjektiv oplevelse af mangel på fysisk eller mental energi, som påvirker funktionsniveauet i alle hverdagens aktiviteter. Nogle foreslår, at der kan være flere undertyper af fatigue som mental træthed, fysisk træthed og psykologisk træthed. Især er adskillelsen mellem mental og fysisk træthed almindelig i praksis.
 
Energiforvaltning er en udbredt tilgang til behandling af fatigue i dansk neurorehabilitering. Energiforvaltning er ikke blot en passiv accept af fatigue, men kan forstås som en aktiv tilpasning af sin egen adfærd og omgivelser.
 
I nyhedsbrevet kan du læse eksempler på brug af energiforvaltning som metode.
 
Læs hele begrebsintroen og mere her
 

Patienter hjælper hinanden med at finde balancen i en ny hverdag

 
 
Sengeafsnit 11 og Satellitten på Regionshospitalet Hammel Neurocenter hjælper personer med en erhvervet hjerneskade med at blive bevidste om og håndtere symptomer på træthed samt finde balancen mellem krav og ressourcer i en forandret hverdag med mindre energi. I tilbuddet "Forstå din hjerne" kan patienterne dele erfaringer med hinanden i gruppesessioner.

- Det har en helt anden effekt, hvis en medpatient fortæller, hvad vedkommende har oplevet på egen krop. På den måde kan patienterne spejle sig i hinanden, siger ergoterapeut Lene Vammen.
 
- Det handler om at give patienterne en forståelse af, i hvilke situationer trætheden opstår, og hvad symptomerne er for træthed. Det er helt afgørende for, at patienterne kan gøre sig erfaringer og finde balancen mellem krav og ressourcer, siger ergoterapeut Helle Bak Christensen.
Dyk ned i arbejdet her
 

Sådan støtter ungementorer unge med energibalancen

 
Ungementorer hjælper unge med lavt energiniveau efter en hjerneskade med at finde mening og overskud i en ny hverdag. De bruger ofte visuelle tilgange for at hjælpe den unge med at skabe overblik over sit energiforbrug og lave prioriteringer. Det gør de ud fra et fokus på den unges ønsker for livet. Få indblik i deres arbejde her.
 
Få indblik i ungementorernes arbejde

Energiforvaltning indenfor rygmarvsskade - en status

 
Forvaltning af ressourcer hos personer med en rygmarvsskade er en integreret del af arbejdet hos klinikere på området. Dog er der endnu ikke udviklet konkrete metoder eller interventioner til brug i praksis på de højtspecialiserede afdelinger i Danmark. Få her en status fra Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskader, Rigshospitalet og Vestdansk Center for Rygmarvsskade, Hospitalsenhed Midt.
Få en status fra afdelingerne her
 

Der mangler viden om energiforvaltning i neurorehabilitering

 
 
Ergoterapeuter konstaterer, at der mangler viden og oplysning om vigtigheden af energiforvaltning hos personer med hjernetræthed som følge af en neurologisk sygdom eller skade. Det er vigtigt at sætte fokus på energiforvaltning som grundsten for anden træning i rehabiliteringen, da hjernetræthed har stor indvirkning på aktivitet og deltagelse i hverdagslivet.
 
For at kunne hjælpe borgere bedst i deres rehabilitering er det vigtigt at få udbredt viden om, hvorfor hjernen udtrættes så hurtigt og dermed bliver overstimuleret. Det indebærer uddannelse af borgere om forståelsen af symptomer til at kunne nå at reagere i tide, inden de oplever hjernetræthed. Ifølge ergoterapeuterne Berit Therkelsen og Sanne Skjellerup Meng er energiforvaltning første step.
Læs hele nyheden og find baggrundlitteratur
 
 
Privatfoto.
  Privatfoto.

Evne til egenomsorg er afgørende hos Parkinsons-patienter

 
Patienter med Parkinsons sygdom har mange energidrænende symptomer, som gør en helt særlig rehabiliteringsindsats nødvendig for at få hverdagslivet til at fungere. I et post.doc-studie giver Trine Hørmann Thomsen sit bud på to hverdagsrehabiliterende indsatser: patientuddannelse og et nyt redskab "PD GOAL", som skal øge egenomsorgen hos Parkinsons-patienter med inddragelse af de pårørende.
 
- Jeg tror, patientuddannelse på sigt bliver integreret i det rehabiliterende tilbud til bl.a. Parkinsons-patienter. I takt med, at trykket stiger på hospitalerne, vil det give mening, hvis det bliver en del af kerneydelserne i fremtidens sundhedsvæsen, siger Trine Hørmann Thomsen.
 
Læs mere om studiet og find baggrundlitteratur
 

Besøg Hjerneskadeforeningens skolebænk om hjernetræthed og energiforvaltning

Du kan finde 13 video-lektioner om temaet, et webinar af neuropsykolog Anders Degn Pedersen og massere anden relevant viden om hjernetræthed og energiforvaltning. 
Find Hjerneskadeforeningens videoer lige her
 
 

Udvalgt litteratur om energiforvaltning

 
 
 

Kurser med viden om energiforvaltning

 
 
Læs mere i kursuskataloget og tilmeld dig via Plan2learn