Se nyhedsbrevet i browser
 
NYHEDSbrev | Hospitalsenhed Midt
Regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive
  Uge 36 - 2022  
 

Karkirurgi og gavlbyggeri er prioriteret i regionens budget

 
 
Karkirurgien på RH Viborg og RH Silkeborgs gavlbyggeri er blandt de områder, som regionsrådet har afsat midler til i Region Midtjyllands netop vedtagne budget for 2023. Budgettet tilfører derudover 101 millioner kroner til regionens hospitaler.
 
- Overordnet set glæder jeg mig over, at karkirurgien er blevet prioriteret i det kommende års budget. Det er helt afgørende i forhold til den udviklingsplan, vi arbejder på for karkirurgien og for den fremtidige udvikling af specialet, vurderer hospitalsdirektør Thomas Balle Kristensen.  
 
Han noterer sig samtidig, at gavlbyggeriet i RH Silkeborg fortsat er en del af regionens byggeplaner.  
 
- Det er et vigtigt og tiltrængt byggeri, som vil få stor betydning for både vores patienter og vores medarbejdere, så det ser vi meget frem til at fortsætte arbejdet med, siger Thomas Balle Kristensen.  
 
Han finder det samtidig væsentligt, at hospitalet tilføres godt 13 millioner kroner til øvrige udfordringer men understreger samtidig, at beløbet ikke kan dække de merudgifter og ubalancer, der trænger sig på. Det videre arbejde med hospitalets budget for 2023 bliver vanskeligt og kommer til at kræve svære valg og prioriteringer, konstaterer hospitalsdirektøren.
Læs mere på intra
 

Kig ind til Sårcentret og bliv klogere på sårbehandling

 
 
Sårcentret på RH Viborg har udviklet et nyt koncept for kompetenceudvikling inden for sårbehandling og slår fra mandag den 12. september som noget nyt dørene op til "Kig ind arrangement".

Kan du også blive i tvivl om, hvilken bandage du skal vælge, hvordan du anlægger kompression, eller hvor meget du bør oprense et sår?
 
Sårcentret er klar med et helt nyt tilbud, hvor personalet stiller sig til rådighed for, at medarbejdere i hele HE Midt kan kigge forbi på udvalgte tidspunkter, helt uden tilmelding eller øvrige aftaler, hvis man har en problemstilling eller et spørgsmål, der relaterer sig til sårbehandling.
 
De nye "Kig ind-arrangementer" foregår mandage i ulige uger, hvor Sårcentret slår dørene op på stue 4 fra klokken 13.00 til 14.00. Første gang sårcentret åbner dørene er 12. september.
Læs mere på intra
 

Har du husket at tjekke dit ID-kort?

 
 
Som det tidligere er meldt ud, får alle medarbejdere et nyt ID-kort i løbet af efteråret. Derfor skal du senest den 15. september tjekke, om oplysningerne på dit nye kort er rigtige.
 
Du skal inden den 15. september:
· Gå ind og se dit nye kort på www.tjekditkort.rm.dk.
· Tjek om teksten på dit nye kort er rigtig – så nedbringer vi antallet af fejltrykte kort, der skal trykkes på ny.
· Hvis oplysningerne ser rigtige ud, skal du ikke gøre noget. Hvis du derimod skal ændre noget, skal du følge trinene på tjekditkort.rm.dk.  
 
Læs mere om den kommende loginløsning og it-programmet NDIS (National Digital Identitets- og Signaturløsning) på www.loginmedkort.rm.dk.
 

HE Midt Køkken skærer 24 procent af strømforbruget

 
 
Med målrettet indsats er det lykkedes HE Midt Køkken at skære 24 procent af sit strømforbrug – til gavn for både miljø og økonomi.  
 
I forbindelse med et energispareprojekt har HE Midt Køkken kigget sig selv efter i sømmene. Rutiner er blevet gennemgået og strømslugende udstyr lokalisteret for at finde de største syndere og dermed også de bedste muligheder for at spare på strømmen i køkkenet.  
 
Med hjælp fra Teknisk Afsnit er ventilationen efterfølgende blevet justeret, og samtidig har køkkenets personale ændret vaner. Det betyder blandt andet, at opvaskemaskinerne nu bliver fyldt helt op, inden de sættes i gang, ligesom ovnene holdes lukket og kølevognene slukket, når de ikke er i brug. Samlet set har hospitalskøkkenet på den måde sparet hele 24 procent af sit strømforbrug.
Se hele historien hos TV MidtVest
 

Alkohol og atrieflimren er en skidt cocktail

 
 
Hvis du vil forebygge atrieflimren, bør du drikke mindre end to genstande om dagen – og har du allerede fået konstateret atrieflimren, bør du helt undlade at drikke alkohol. Det er et par af konklusionerne i den artikel, som specialeansvarlig overlæge og ph.d. Lars Frost fra RH Silkeborg i netop har fået publiceret den amerikanske medicinske udgivelse JAMA Network.
Læs hele artiklen

50 benamputerede borgere får brev

 
 
Karkirurgiske speciallæger er næsten i mål med at gennemgå 1816 hospitalsjournaler fra patienter, der i perioden 2012-2022 har været henvist til karkirurgi forud for en benamputation i Region Midtjylland. I den forbindelse har de identificeret 150 patienter, der skal vejledes i at søge erstatning. Regionen har sendt brev til alle de 57 patienter, der er i live. Via Skifteretten er regionen i gang med at kontakte boet efter 93 afdøde patienter.
Læs mere på regionens infoside
 

Viborgs blå elevator bliver spejlvendt

 
 
For at forbedre hospitalets interne logistik bliver RH Viborgs centrale, blå elevatortårn nu spejlvendt, så personelevatorer og sengeelevatorer fremover bytter plads. Ændringen betyder, at gående fremover skal benytte de små elevatorer eller elevatorerne på akutcentersiden, mens elevatorerne ind mod højhuset er til sengetransport og anden kørende trafik.
Læs mere på intra

Hjertekar-screening nedsætter markant risikoen for død

 
 
Hjertekar-screening nedsætter risikoen for død med 11 procent hos 65-69 årige mænd. Det en af konklusionerne i en omfattende screeningsundersøgelse af hjertekarsygdomme, som Diagnostisk Center på RH Silkeborg har bidraget til.
- Det er et kæmpe projekt, som vi nu har resultaterne af, og vi er meget stolte over, at vi har fået lov at bidrage til projektet, siger specialeansvarlig overlæge Lars Frost.
Læs om resultaterne på hjemmesiden
 

Viborgs Fødeafsnit har reduceret årligt plastikforbrug med 350 kg

 
 
Fødeafsnittet på RH Viborg har udskiftet underlag til sengen med et tyndere produkt, og det har ført til en besparelse på 350 kg plastik om året. Underlaget bruges til at suge fostervand og blod under fødslen, og der bliver brugt mere end 12.000 af dem hvert år.  
 
Fødeafsnittet i Viborg har igennem længere tid haft et stort fokus på bæredygtighed. Derfor var det et naturligt skridt at tage kontakt til leverandøren af underlagene og indgå dialog om at finde en alternativ løsning i form af et tyndere underlag. Henvendelsen bar frugt, og det betyder nu, at der altså bruges 350 kg mindre plastikunderlag på fødegangen.
Læs mere på hjemmesiden
 
 
NYHEDSbrevet udgives af Hospitalsenhed Midt | Ansvarshavende redaktør: Cecilia H. Møller
Redaktion (tekst og layout): Winnie A. Elmstrøm, Rikke J. Pedersen og Rikke Dueholm
Foto (hvis ikke andet fremgår under billedet): Agata Lenczewska-Madsen